Svalerne svæver omkring
med lette vingers sving
suset kærtegner blidt min kind
i skyggen af den høje lind
Så frydes jeg over naturen
planter slynger sig ad muren
i fredsommelig mindelighed
bor du på landet ved du besked
Afgrøder der skyder på marken
lyset der glimter i barken
Glæden ved alt der lever og gror
sætter i ansigtet tydelige spor
Sanserne overvældes
mens jeg langsomt ældes
den sandhed bør fortælles
Jeg ser svungne silhuetter
eller blot grumsede pletter
synet er ikke længere helt det samme
farverne virker pludseligt matte og tamme
Linjerne virker underligt tomme
det vil man jo nødigt indrømme
burde sikkert nok til lægen gå
men det kan man vel altid nå
Om jeg er en smule forfængelig
nej blot for omfanget lidt utilgængelig
alle kan vel få meget trætte øjne
for hvem træerne fremstår nøgne
Det er ikke sjovt når sanserne svigter
og man derfor forsømmer sine pligter
men vil jo helst ej få briller på
det kan du vel nok forstå…
Sandheden ligger i luften,
mærker du mon duften?
Føler du den svage vind,
som bringer svaret til din kind.