Svalerne svæver omkring
med lette vingers sving
suset kærtegner blidt min kind
i skyggen af den høje lind
Så frydes jeg over naturen
planter slynger sig ad muren
i fredsommelig mindelighed
bor du på landet ved du besked
Afgrøder der skyder på marken
lyset der glimter i barken
Glæden ved alt der lever og gror
sætter i ansigtet tydelige spor
Sanserne overvældes
mens jeg langsomt ældes
den sandhed bør fortælles
Bi summer omkring
finder blomster med pollen
drømmer om honnig
Forår på en eng
et arnested for drømme
liv der vil komme
Solskin og himmelsk lys,
ser man kun det udenbys?
Bryder det gennem gadens tage,
eller skal man det manuelt jage?
Kan man høre fuglene synge,
når man står ved asfaltens dynge?
Måske overdøves de af bilos og larm,
der kunstigt gør kloden for varm?
Kan man tillade sig at håbe,
naturen kæmper til sidste dråbe?
At den aldrig lader sig helt fordrive,
så vi den forevigt kan nyde og beskrive!
Du store træ der faldt i går,
hvad har du oplevet i dine år?
Hvem er gået under din krone,
digter, kongelig og fiskerkone?
Skabte du for dem elskovens ramme,
har de kysset i lyet af din stamme?
Legede deres børn under dine blade,
så du dem smile og fuglene made?
– Gid du kunne tale.